Radio Køge FM 98.2 - 106.2 - 106.8 MHz


NYHEDER:

 Kontakt redaktionen:

 

 E-mail:

 radio@radio- koege.dk

 

 Tlf: +45 56655222

 

 

Kameraer bremser tyveri og hærværk

Opdateret 26-09-2011 kl. 10:37 - redaktion: radio@radio-koege.dk - Nyhedsarkiv: Klik her

 

 

Forebyggende indsats virker. Overvågningskameraer og alarmer på skolerne i Køge Kommune standser tyveri og hærværk.


Knuste ovenlysvinduer og glasskår overalt. Sådan så der jævnligt ud på Kirstinedalsskolen i Køge, når børn og voksne mødte ind til en ny skoledag – men det har overvågningskameraer og tyverialarmer sammen med en aktiv ledelse lavet om på.

- Det siger sig selv, at hvis det første børnene ser, når de møder i skolen om morgenen, er knuste vinduer og overmalede vægge, så bliver de meget utrygge og nervøse for, hvad de eventuelt selv kan blive udsat for. Det er ikke rart for nogen at skulle færdes i et miljø, hvor ting er ødelagte. Ituslåede og spolerede genstande er med til at skabe modløshed og oplevelse af, at noget ikke rigtig fungerer, som det skal. Sådanne bekymringer har vi heldigvis ikke længere. På Kirstinedalsskolen fik vi sat sikkerhedsudstyr op i 2009 og 2010, og det har betydet, at vi stort set slipper for hærværk, graffiti og indbrud. Det har givet en langt mere tryg hverdag for både børn og voksne. Vi kan nu i stedet koncentrere os om at udvikle et godt læringsmiljø både i skolen og SFO’en, siger Mai-Britt Herløv Petersen, som er skoleleder på Kirstinedalsskolen.


Fra 63 til 48 anmeldelser

Det er ikke kun Kirstinedalsskolen, som kommunen passer ekstra godt på. Siden 2008 har Køge Kommune sat alarmer og overvågningskameraer op på de skoler, der er hårdest ramt af hærværk og indbrud, og den forebyggende indsats virker: I 2009 faldt antallet af anmeldelser af hærværk, indbrud og tyveri på skolerne fra over 63 til 50. I 2010 blev der foretaget 48 anmeldelser.


- 48 anmeldelser er stadig mange, men vi kan tydeligt se, at den forebyggende indsats fra skolernes ledelse og med bedre teknologi virker. Derfor sætter vi sikkerhedsudstyr op på endnu flere skoler i de kommende år. Vi ved, at det især er børn og unge, der udøver hærværk på skolerne, og det gør ledernes opmærksomhed og den forebyggende indsats ekstra vigtig. Vi vil standse gerningsmændene, inden de kommer for godt i gang, siger formanden for Børne- og Ungdomsudvalget Johnna Stark (SF).


Sikkerhedsudstyret virker forebyggende i sig selv, fordi det får hærværksmænd og tyve til at holde sig væk. Hvis skolerne alligevel får ubudne gæster, bliver filmene fra overvågningskameraerne udleveret til politiet.


-   Det har i flere tilfælde ført til, at gerningsmændene er blevet fundet, fortæller Køge Kommunes risikokoordinator, Søren Bo Lyderik.

 



Hør indslag

 




(C) Radio Køge Aps - Astersvej 23 B - 4600 Køge - Tlf. +45 56 65 52 22 - Email: radio@radio-koege.dk